Karel Appel

Karel-Appel_portraet_300

Karel Appel (1921-2006)

Hollandsk maler og billedhugger. Appel er en af de mest fremtrædende repræsentanter for det europæiske abstrakt ekspressionistiske maleri. Han var medstifter og medlem af Cobra-gruppen 1948-51.

Appels tidlige malerier er fabulerende abstraktioner over mennesker, dyr og fabelvæsner, malet i stærke farver med en nærmest barnlig oprigtighed. Efter Cobras opløsning fortsatte han uden mådehold arbejdet med sin motivverden; han gav umiddelbart udtryk for sit temperament og sine indskydelser, og med spontan vitalitet og intuitiv sans for farvesammenhæng malede han med pastose farver billeder i store formater af en livfuld, dramatisk virkning.

Senere har malerierne fået en roligere overflade og en mere behersket komposition, fra 1976 ofte med brede, ensartede penselstrøg i en forenklet ornamentik og nedtonede gråstemte farver.

Appel har løst store udsmykningsopgaver til bl.a. UNESCO-bygningen i Paris (1958), og han har udført polykrome skulpturer og vægrelieffer i træ og polyester, glasmosaikvinduer til kirker, keramik, grafik og bogillustrationer. I Danmark deltog han i Høstudstillingen 1948 og 1949 og er repræsenteret på bl.a. Louisiana og Nordjyllands Kunstmuseum.